Pengepræmier for 37.000 kr. 10.000 kr. til vinderen af Herre Elite. Wild cards til Penthouse Cup 2017. A- og B-slutspil i startrækkerne. Finale og elitekampe med tilskuertribune, ekstra lys og plads, musik og speaker. BTEX-stand, konkurrencer for spillere og publikum samt 2. afdeling af Penthouse Ping Pong Tour 2016, hvor alle – både licensspillere og publikum – kan være med. Her spilles der med sandpapir og særlige regler, og de fire bedst placerede danskere er automatisk kvalificeret til den store DM-finale 2016 i Remisen d. 17. december 2016, hvorfra de to bedste går videre til World Championship of Ping Pong 2017 i London i januar 2017.
Brønshøj Bordtennis, Københavns BTK og Frederiksberg BTK inviterer i samarbejde med natklubben Penthouse til årets første store styrkeprøve – Penthouse International Open d. 23. til den 25. september i København. Stævneinvitationen er netop blevet offentliggjort, og der er åbnet op for tilmeldinger på Bordtennisportalen.
Stævnet erstatter det grand prix stævne, som de københavnske klubber har stået bag hvert år de seneste 7 år. Men i et forsøg på at tiltrække flere danske og internationale spillere og tilskuere er der lagt en stor indsats i udviklingen af et helt nyt stævnekoncept. Ud over at være stævnesponsor har Penthouse bidraget med mange nye, kreative ideer, som uden tvivl vil gøre det mere attraktivt for spillere og tilskuere at være med til stævnet. Ud over at øge kvaliteten og antallet af stævnedeltagere er målsætningen med stævnet derfor også at udfordre det traditionelle stævnekoncept, så stævnerne kan være med til at fastholde og tiltrække flere medlemmer til de danske bordtennisklubber.
Kontaktperson: Mads Schiellerup (schiellerup.mads@gmail.com).